Introduktion
Intentionen med forløbet er at styrke elevernes forståelse af, hvordan man kan bruge modeller og modellering i samfundsfag samt at give dem et redskab til indlæring af faglige begreber på en ny måde.
De begreber der arbejdes med er:
- Elasticitet. I denne sammenhæng fokuseres på priselasticitet
- Effekten af alder på elasticitet
- Effekten af afgifter på en vare med lav elasticitet
- Virkningen på statens indtægter og udgifter ved en afgift.
En grundlæggende kompetence i samfundsfag er at forholde sig kritisk til modellerne. Det betyder at eleverne skal kunne stille spørgsmål som:
- Hvad er modellens rækkevidde?
- Hvilke variable er med og hvilke er ikke med – og hvad betyder det for modellen?
Beskrivelse af forløbet
Forløbet er beregnet til at kunne afvikles i en enkelt lektion hvor eleverne arbejder med elevspørgsmål (se nedenfor). Hvis det ønskes kan man naturligvis forlænge forløbet, f.eks. Ved at bruger mere tid på:
- dilemmaer vedrørende statslig regulering via afgifter.
- modellens anvendelighed og elevernes faglige udbytte af arbejdet
- Anvendelse af modeller i faget og ideer til modeller i andre dele af faget
Forslag til elevspørgsmål
Indledende spørgsmål
- Hvad menes der med begrebet priselasticitet?
Prøv modellen!
Nu kan du downloade en model om elasticitet og åbne den i NetLogo.
Bare prøv dig frem. Der kan ikke gøres noget forkert.
Hvis modellen pludselig opfører sig mærkeligt, kan du altid lukke den og downloade den igen via linket ovenfor.
- Prøv at sætte afgiften på cigaretter op med forskellige beløb. Hvad sker der med figurerne?
- Hvad viser graferne?
- Hvad viser opgørelserne i felterne med tal?
Modellen og Elasticitet
- Forklar hvad de forskellige elementer i modellen viser.
- Findes der lignende produkter som forbrugerne kan substituere med? Hvilke?
- Hvilken type gode er der tale om (luksusgode eller nødvendighedsgode)?
- Hvordan er tidsperioden for forbruget af cigaretter?
- Overvej hvordan de to aldersgrupper i modellen (over og under 24) adskiller sig fra hinanden med hensyn til elasticitet.
Model: Interface og Kode
- Kør modellen igennem med 10 stigninger på hver 1 kr i afgift
- Hvilken af de to grupper skifter mest fra rygere til ikke-rygere når afgiften sættes op? Kan I forklare det?
- Hvordan udvikler statens indtægter og udgifter sig? Kan I forklare hvad der sker?
Ændringer i koden
Find det sted i koden hvor elasticiteten angives for de forskellige aldersgrupper. Sæt elasticiteten for unge (under 24) til -1.80 og for voksne (over 24) til -1.2. Kør modellen igen med de nye værdier.
- Hvad sker der nu med andelen af rygere og ikke-rygere? Forklar ændringerne
- Hvad sker der nu med statens indtægter og udgifter? Forklar ændringerne
Betydningen af elasticitet
- Forklar med jeres egne ord hvad det betyder for statens indtægter om priselasticiteten på cigaretter er elastisk eller uelastisk
- Forklar med jeres egne ord hvad det betyder for statens udgifter om priselasticiteten på cigaretter er elastisk eller uelastisk
Evt. supplerende spørgsmål
- Hvilken del synes du er vigtigst i modellen og hvorfor?
- Er der noget I synes mangler i modellen? Hvorfor/Hvorfor ikke?
Relevant fagligt materiale
Eleverne antages at have læst om elasticitet, f.eks i Lene Nibuhr Andersen og Jakob Sinding Skött: Økonomibogen, Columbus 2016 s. 41-56.
Læreren kan evt. orientere sig om de benyttede elasticiteter i dette paper: [1]. [Esben Meulengracht Flachs, Mette Bjerrum Koch, Knud Juel: Sundhedsmæssige konsekvenser ved ændringer i tobaksprisen, Statens Institut for Folkesundhed, SDU, 2013] s. 4-5