Introduktion
Modellen skal vise verdenssamfundets dilemmaerne når der opstår en borgerkrig i en stat og hvordan magtrelationerne på verdensplan også kan påvirke interventionsmulighederne.
I forhold til læreplanen for samfundsfag A fra 2017 er det faglige mål ”påvise faglige sammenhænge og udviklingstendenser ved hjælp af foreliggende og egne beregninger, tabeller, diagrammer og modeller med brug af digitale hjælpemidler” og kernestofpunktet ”aktører, magt, sikkerhed, konflikter og integration i Europa og internationalt”.
Beskrivelse af forløbet
Forudsætninger
Forløbet som modellen kan indgå i vil typisk være et forløb om intervention i international politik, hvor de klassiske teorier, realisme og idealisme, inddrages sammen med viden om FN og evt. også udenrigspolitiske mål og midler. Det er med andre ord en model som passer ind i et klassisk IP forløb.
Modellens opbygning
Modellen har et kort over Syrien som sit omdrejningspunkt, hvor eleverne grafisk kan se, hvordan borgerkrigen udvikler sig. Endvidere kan eleverne også se andre grundlæggende kapabiliteter for de 2 parter i borgerkrigen.
Det som eleverne kan ændre på i brugerfladen er, hvad de 2 internationale aktører, USA og Rusland, gør af intervention i forhold til borgerkrigen. Disse ændringer gør dels en forskel i forholdene på jorden i Syrien, men det ændre også på det globale konfliktniveau. Endvidere påvirkes Rusland og USA også af deres evt. interventioner i konflikten.
Eleverne kan således i en kompleks model forsøge at navigere igennem forskellige scenarier og dermed komme til en samfundsfaglig forståelse af kompleksiteten i spørgsmålet om interventioner i borgerkrige.
Ideer til anvendelse
Modellen kan enten bruges i slutningen af forløbet, hvor eleverne burde være i stand til at komme med kritiske ændringsforslag til modellen eller den kan bruges som indgangen til forløbet, hvor nogle af elevernes forhåndsforventninger kan blive sat på prøve. Hvis man vælger denne lidt induktive tilgang kan man med fordel vende tilbage til modellen senere for at se om eleverne da kan komme med ændringsforslag og kritiske refleksioner over modellen og dens udsigelseskraft.
Forslag til elevspørgsmål
Indledende spørgsmål
- Hvordan påvirkes samarbejdsrelationerne mellem verdens stormagter af en intervention?
- Hvilke faktorer er afgørende for om der kommer intervention eller ej?
Prøv modellen
Nu kan du downloade modellen og åbne den i NetLogo. Bare prøv dig frem. Der kan ikke gøres noget forkert.
Hvis modellen pludselig opfører sig mærkeligt, kan du altid lukke den og downloade den igen via linket ovenfor.
- Dan jer et overblik over modellen og de forskellige knapper, grafer og tal. Skriv ned hvad I tror de betyder.
- Start et spil
- Knappen ”Setup” bruges til at initialisere modellen.
- Knappen ”Go” bruges til at køre modellen automatisk.
- Prøv at ændre på hastigheden i modellen. I får brug for det senere når I skal studere enkelte ændringer nærmere.
- Lad modellen køre et stykke tid uden borgerkrig. Hvad sker der når der udbryder borgerkrig? Kan I forklare hvorfor?
Model og fag
Hold øje med alle de forskellige knapper, grafer og tal under udforskningen af alle scenarier.
Scenarie 1: Hvad sker der når ingen griber ind?
- I skal holde øje med, hvad der sker når ingen forsøger at standse eller stabilisere borgerkrigen. Hvad sker der med de forskellige parametre når ingen intervenerer?
Scenarie 2: Tilbageholdende intervention
Undersøg hvad der sker i følgende delscenarie:
“Armsassistance” er ikke i sig selv en intervention, men kan være første skridt ind i konflikten og dermed starten på en intervention. Hvordan vil Rusland reagere, hvis USA yder våbenassistance?
“Airstrike” og “missilestrike” er en intervention, men der er stor forskel på om man foretager et enkelt angreb eller man starter en større kampagne. Tryk på “Airstrike” og “missilestrike” og se hvad der sker.
- Se på de forskellige displays. Hvilke motiver kan en amerikansk og russisk regering have for at foretage en intervention?”
Scenarie 3: Aggressiv intervention
Undersøg hvad der sker i følgende scenarier. Parterne får nu mulighed for at foretage en aggressiv intervention.
“Specialforces” er denne models maksimale intervention. Det er mere forpligtende og langvarigt end de andre handlemuligheder og det er også sværere at stoppe igen. Endvidere vil specialtropperne ofte være støttet af fly- og missilangreb.
- Hvad sker der i modellen, hvis USA bruger alle sine magtmidler?
- Hvordan vil Rusland reagere på USA intervention i Syrien mod Ruslands allierede?”
- Diskuter hvilket scenarie der er det mest realistiske.
På opdagelse i koden
I skal nu vende tilbage til de observationer I lavede da I gennemspillede de tre scenarier. Fokus er nu på at finde ud af, hvordan modellen er kodet.
Blue Public Approval
- Prøv at gennemspille modellen og hold øje med, hvornår “american-publicapproval” ændrer sig
- Skriv alle de indgreb ned der medfører en ændring
- Find alle de steder i koden hvor der ser ud til ske noget med denne variabel (american-publicapproval). Brug evt. søgefunktionen.
- Skriv ned hvor meget variablen ændrer sig for hvert indgreb
Global Conflict Level
- Prøv at gennemspille modellen og hold øje med, hvornår “Global Conflict Level” ændrer sig
- Skriv alle de indgreb ned der medfører en ændring
- Find alle de steder i koden hvor der ser ud til ske noget med denne variabel (global-conflict-level). Brug evt. søgefunktionen.
- Skriv ned hvor meget variablen ændrer sig for hvert indgreb
Ændringer i koden
Start med at vurdere, om I er enige i den måde modellen er bygget op på mht. de to variable I arbejdede med i sidste lektion “american-publicapproval” og “global-conflict-level”.
Prøv at ændre på nogle af de værdier som de to variable ændres med i forbindelse med et indgreb.
Husk kun at ændre ét sted i koden af gangen.
- Skriv ned hvad I observerer ved gennemspilning af scenarier med de nye værdier.
- Til sidst skal I lave jeres bud på den model der mest nøjagtigt beskriver hvordan forskellige indgreb virker. Husk at det skal være ud fra jeres faglige forståelse. Skriv de værdier for ændringer af de to variable I har lavet med en kommentar om, hvorfor I valgte denne værdi.
Afsluttende spørgsmål
- Hvilken del synes du er vigtigst i modellen og hvorfor?
- Hvordan passer observationerne i modellen med hvad vi teoretisk kan forklare?
- Overvej for hvert af de følgende spørgsmål om en ændring af antagelserne vil ændre på modellens resultater?
- Er der andre parametre der skal medtages i modellen?
- Er der væsentlige interne aktører der mangler i modellen?
- Er der væsentlige eksterne aktører der mangler i modellen?
Relevant fagligt materiale
F.eks.
Eleverne kan med fordel læse siderne 147-180 i Global politik (3. udgave) fra Columbus eller kapitel 9-11 i International PolitikNU (2. udgave) fra Systime for at få baggrundsviden om Mellemøsten og interventioner. OBS. der findes en 3. udgave af International PolitikNU.